Robot på sidesporet

Tilbagetog. Det er sjældent at opleve et så totalt politisk holdningsskift, som det er sket med de omstridte robotstøvsugere, der nu fejes af bordet.
 
Af Michael Engelbrecht
 
Besparelser i størrelsesorden en halv millard kroner. Det har været den dominerende udsigt i det lokale, politiske landskab i det seneste år.
Det har betydet nedskæringer på mange områder – ikke mindst ældreplejen og børneinstitutioner har måttet lægge ryg til – ligesom der har været massive fyringsrunder på rådhuset – i al stilhed, forstås. 
Både Socialdemokraterne og SF har stemt for disse nedskæringer, sammen med de konservative, Venstre og de radikale.
Da S og SF ikke gik til valg på de massive besparelse, har forklaringen været, at “man ikke brød sig om nedskæringerne, men for at sidde ved forhandlingsbordet og fjerne de værste skadesvirkninger”. 
Ud af de 25 byrådsmedlemmer stemte kun Thyge Enevoldsen imod budgettet og andre sager, der udvirkede  de store besparelser.
Derfor kom det også som noget af en overraskelse, at både embedsværk og alle de 24 byrådsmedlmmer på seneste byrådsmøde nærmest kom op at skændes for at få fjernet en af de mest omtalte spareøvelser – nemlig tvangsbrug af robotstøvsugere for hovedparten af kommunens modtagere af hjemmehjælp.
Det kunne man kalde en kovending uden sidestykke i nyere lokalpolitik.
Robotstøvsugerne skulle bare væk, og det skulle være nu, mente oppositionen. Mens borgmesteren og de borgerlige nok mente, at sagen kunne vente til efter sommerferien. Enden på den historie blev dog, at “forligspartierne” mødtes ved et ekstrraordinært magistratsmøde, hvor det blev besluttet, at ordningen med at tvinge pensionisterne til selv at købe robotstøvsugere til 3-5.000 kr. blev afskaffet med øjeblikkelig varsel.
Nu vil kommunen i stedet udlåne robotstøvsugere til interesserede pensionister.
I praksis betyder det,  at alle hjemmehjælpsbrugere, der tidligere har fået at vide, at de skal have en selvkørende støvsuger, nu får et tilbud om at låne en selvkørende støvsuger i en periode. Siger man nej tak efter prøveperioden – eller på forhånd – så vil man i stedet kunne få traditionel støvsugning. Altså en fuldt ud frivillig ordning.
 
Borgmesteren forklarer
– Vi har taget denne beslutning om frivillighed fordi en statusrapport viser, at mange af Frederiksbergs hjemmehjælpsbrugere er utrygge ved at give slip på den traditionelle støvsugning. Mange har derfor købt ekstra hjælp til traditionel støvsugning. Det har aldrig været hensigten, siger Borgmester Jørgen Glenthøj (C).
– Vi har lyttet til borgerne, og  måske har vi været lidt for langt fremme i skoene i forhold til brugen af netop denne teknologi, foretsætter Jørgen Glenthøj. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi i forligskredsen er blevet enige om en løsning, hvor borgerne fortsat kan føle sig trygge og samtidig holder døren åben for de mange muligheder, som den nye teknologi giver os. Derfor har vi i forligskredsen besluttet at forsøge denne frivillige ordning.
Også formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget, Flemming Brank (C) er tilfreds. 
– Grunden til, at vi nu gør ordningen med de selvkørende støvsugere frivillig, er, at vi i forligskredsen fortsat er enige om at udnytte teknologien i opgaveløsningen i det omfang det giver mening. Jeg håber og tror, at mange vil gøre brug af den nye ordning, hvor vi hjælper borgeren i gang, og støtter op om brugen af den selvkørende støvsuger hjemme hos borgeren, siger Flemming Brank, der håber, at der bliver rift om den lånepulje af selvkørende støvsugere, der nu indkøbes. 
– Vælger man at takke ja til at låne en selvkørende støvsuger, vil der i låneperioden blive sat ekstra fokus på hjælp til brug af støvsugeren og der vil selvfølgelig blive evalueret grundigt hos både borgerne og hjemmehjælperne, slutter han.
Ændringen træder i kraft med det samme. Det  betyder, at allerede i løbet af sommeren vil de borgere, der har fået ændret deres hjemmehjælp til selvkørende støvsugning,  blive kontaktet af Frederiksberg Kommune.
I den pressemeddelelse, som rådhuset har sendt ud, fremgår det ikke, hvad der skal ske med de pensionister, der har brugt tusindvis af kroner på at købe en robotstøvsuger.
Men som Dyrehavsbakkens Professor Tribini  udtrykte det: 
– Fuld tilfredshed – eller pengene er spildt. Derfor har De min personlige garanti.
 
Fakta
En kovending består ifølge Dansk Sølexikon fra 1808 i, “at man først falder 10 Streger af, til Vinden er agterind, og derpaa, idet man fortsætter Drejningen, luver 10 Streger, indtil man ligger bidevind over den anden Bov.”
  På nudansk betyder kovending en pludselig, fuldstændig klodset, utilsløret ændring af holdning, stilling, adfærd – især i politik.
 
SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Bartof Station åbner

Midt i en jazztid – fra swing til bebob