De pædagogstuderende dømmer kaosuddannelse ude

DEMO. Manglende vikarer, mistede lokaler og eksamener oveni i hinanden er noget af det kaos, de pædagogstuderende oplever på Campus Carlsberg. Torsdag gav de UCC’s ledelse det røde kort. Ledelsen lover bedre dialog og mindre kaos.

Af Benedicte Lorenzen

belo@minby.dk

UDDANNELSE: »Den her uddannelse… SUCKS… Jeg kunne ikke lige finde andre ord,« råber Alan Frøstrup ud til gruppen af studerende, der har samlet sig foran det nye Campus Carlsberg torsdag formiddag.

De mange røde kort, der ryger i vejret vidner dog om, at Alan Frøstrup har valgt det rette ord til at beskrive den pædagoguddannelse, der kom til efter en reform i 2014. En uddannelse, de forsamlede studerende har oplevet som kaotisk og usammenhængende, fortæller Alan Frøstrup:

»Vi giver vores uddannelse og vores ledelse det røde kort for den måde, de har kørt det på. Siden 2014 har det været et sandt kaos, de sagde i begyndelsen, at de lægger skinnerne, mens toget kører, og her på Campus Carlsberg siger de, at de sejler båden, mens de bygger skibet, og ja, det hele sejler. Skibet er ved at synke, og toget er kørt af sporet,« siger han.

Det frustrerende kaos

Alan Frøstrup går i dag på 6. semester på professionshøjskolen UCC’s pædagoguddannelse, og er dermed en del af den første årgang, der gennemfører den nye pædagoguddannelse og samtidig en af dem, der har været en del af indflytningen på Campus Carlsberg. To oplevelser, der ikke har været særlig gode:

»Min personlige rejse på den her 2014-uddannelse har været en konstant magtesløshed og frustration over, at lærerne prøver, at gøre det så godt de kan, men fra UCC’s ledelses side virker det som om, det hele sejler. Vi har oplevet at blive smidt ud af et lokale midt i en afsluttende modulfremlæggelse. Ligesom vi har haft en modulfremlæggelse, hvor læreren er blevet syg, men hvor ledelsen ikke har sat en vikar ind, så de studerende har godkendt hinanden i deres eget modul,« fortæller Alan Frøstrup.

Føler sig dårligere rustet

Og han er langtfra alene med sine frustrationer. På sjette semester går også Mia Rebecca Lund, som har været med til at arrangere torsdagens demo:

»2014-uddannelsen har flere test og afsluttende eksamener, end den tidligere uddannelse havde. Det er ikke fordi, det skal være en sammenligning mellem 2007 og 2014-uddannelsen, for det er fint at ændre tingene, og 2014-studerende kan sagtens gå til eksamener og test. Det mærkelige for os på det her første 6. semester er dog, at man har lagt den ene type test oveni en eksamen. Det bliver ret kaotisk, og vi efterspørger, at ledelsen dropper at have den ene type test, så vi kun går til en eksamen og minimum har to uger til at forberede den,« forklarer hun.

Mia Rebecca Lund oplever, at UCC’s administrative ledelse har været for dårlige til at tage ansvar for, at man har skullet integrere en flytning og en ny reform samtidig:

»Vi føler os dårligere rustede til fremtiden som pædagoger. Først og fremmest fordi vi har brugt et halvt år på at finde rundt i de nye lokaler og to år på at leve op til de krav, som ingen ved, hvorfor er stillet til os. Hvis vi i stedet havde brugt tiden på noget fagligt, eller havde fået noget tid til at fordybe os, så var vi stillet bedre som pædagoger,« konstaterer hun.

Dialogen skal være bedre

Fra ledelsens side kan uddannelsesdirektør og ansvarlig for pædagoguddannelsen Lisbeth Harsvik godt forstå de unges frustrationer over de korte moduler, der blev indført med reformen i 2014.

»Vi arbejder nu meget med at gøre de her moduler lidt længere. Jeg kan sagtens forstå de studerendes frustration, og jeg er helt med på, at de er utilfredse. Vi prøvede faktisk også at få ændre bekendtgørelsen, så man kunne få semestergodkendelse i stedet for modulgodkendelse, og man dermed ville lave nogle lange forløb,« fortæller hun.

Lisbeth Harsvik er træt af, at hun og den øvrige ledelse ikke lige har været de tre skridt foran, der kunne have undgået det kaos, de studerende nu oplever. Hun mener dog, at en bedre dialog ville have kunnet bremset problemerne tidligere, og derfor arbejder ledelsen nu på at lave et studieråd omkring pædagoguddannelsen, hvor ledelsen, undervisere og studerende kan sidde sammen:

»Som ledelse har vi også oplevet det her forløb som kaotisk, men vi må tage på os, at vi ikke har fået øje på det i tide. Vi tager kritikken på os, men det handler om bedre dialog i fremtiden, så vi bliver opmærksomme på problemerne tidligere. Vi lærer af vores fejl, og vi er meget tæt på at lave en organisering, så vi i fremtiden undgår de her sammenbrud,« lover Lisbeth Harsvik.

Skriv en kommentar

CAPTCHA-billede
*

- læs flere artikler > artikel oversigt...