“Det er meget let at bo her”

 I fem år har Exit Kollegiet i Holsteinsgade hjulpet ofre for menneskehandel og prostitution til at skabe en hverdag. En af beboerne er 24-årige Lena

Af Line Weldingh

Det er en typisk københavner-lejlighed med trægulve, hvidmalede vægge, et lille køkken og kig ud til en gård med træer, vasketøj og haveborde.

Men et whiteboard i stuen og et lille kontor indrettet i noget, der måske engang var et pulterkammer vidner om, at lejligheden i Holsteinsgade ikke kun er et hjem, men også fungerer som arbejdsplads.

Stoler ikke på nogen

Medarbejderne, der blandt andet består af socialrådgivere og en dansk-underviser, skal hjælpe ejendommens syv kvindelige beboere i Exit Kollegiet til at få en normal hverdag i Danmark.

“De er skadet af det liv, de har levet. Det er ikke bare sådan at de skal have et arbejde og så kører det. De stoler ikke på nogen, og har ikke oplevet noget godt. De kan overleve på gaden fra dag til dag, men de har store vanskeligheder med det der betegnes som hverdagsproblemer, som for eksempel at kunne lægge et budget og overskue økonomi,” fortæller Ea Elsbøl.

Hun er leder af Exit Kollegiet, som er et botilbud til ofre for menneskehandel og udenlandske kvinder fra det danske prostitutionsmiljø.

Ligesom mine forældre

En af beboerne er 24-årige Lena fra Østeuropa, der har boet på kollegiet i lidt over et år.
De er ligesom mine forældre. Hvis man har et problem og ikke kan løse, det, finder de ud af, hvordan de kan hjælpe mig. Nu, hvor jeg er arbejdsløs, har jeg ikke råd til at betale regninger, men de finder altid en løsning, siger Lena, der ikke vil fortælle om, hvad hun lavede, før hun flyttede ind på kollegiet.
Hun får blandt andet hjælp til at lave aftaler når hun skal til lægen, læse dokumenter fra kommunen og penge til mad og regninger.
Hvis vi vil noget, gør de alt for at hjælpe os. Forleden sagde jeg, at jeg gerne ville lære at strikke. Så fik jeg penge til at købe garn og så videre. Det er meget let at bo her, fortæller Lena, der har boet i Danmark i seks år og tidligere boede i Hedehusene.

En lang proces

Exit Kollegiet blev startet af Reden International for fem år siden. I dag har kollegiet 15 kvinder med ni forskellige nationaliteter tilknyttet.

Syv af kvinderne, der er mellem 18 og 27 år, bor i Holsteinsgade, mens de øvrige blandt andet er tidligere beboere, der stadig har behov for støtte. For det er en lang proces at reparere et ødelagt liv.

“Man kan ikke bare sige: Her skal du være i et år. Der er en kvinde, der har boet her i fire år og først nu er tryg nok til at leve selv, mens andre er klar til at flytte efter et eller to år. Det er en langsommelig proces og en socialfaglig udfordring at opbygge et forhold til mennesker, der ikke tror på noget,” siger Ea Elsbøl.

Kvinderne er vant til at leve fra dag til dag i et utrygt miljø, og derfor bliver mange deprimerede, når de flytter ind i kollegiets trygge rammer.

“Der kommer en reaktion på det liv, de har levet. Derfor er processen lang,” forklarer Ea Elsbøl.

Svært at fungere socialt

Udover at hjælpe beboerne med praktiske ting, underviser personalet også kvinderne i dansk og dansk kultur- ud fra beboernes ønsker. For tiden deltager kvinderne i en workshop om vold, foreslået af en af beboerne.

De træner også sociale kompetencer som at sidde ned og spise sammen og at få undervisning i en klasse.

“De vil gerne fungere socialt, men det er svært, for de føler ikke, de har noget at byde ind med. Hvad svarer man på: Hvor kommer du fra? Hvad har du lavet? Ingen har lyst til at sige: Jeg har været på bordel i Vanløse. Så vi træner dem i at kunne begå sig i sociale sammenhænge med udgangspunkt i deres baggrund og oplevelser,” siger Ea Elsbøl.

For selvom der er lang vej, er de fleste kvinders drøm at få et normalt liv med mand og børn.

Drømmer om et godt job

Lena drømmer om at få et godt job og flytte for sig selv. Men først skal hun lære sproget, og hun håber, hun snart er klar til at begynde på sprogskole.

“Jeg vil flytte for mig selv, men når jeg tænker på alt det, jeg selv skal, vil jeg ikke. Dem, der er flyttet, får også hjælp, men det er anderledes. Jeg har det godt her. Det er trygt,” siger Lena.

Skriv en kommentar

CAPTCHA-billede
*
Find ud af, hvad din bolig er værd - med få klik
¨
Din lokale danbolig-mægler vender tilbage indenfor 48 timer
 

- læs flere artikler > artikel oversigt...